Så er det jul! For os i hvert fald. Vi holder nemlig “Juleaften” i dag med min svigerfamilie og så gentager vi hele balladen igen i morgen med min familie. Det bliver måske lidt meget med dobbelt op på den fulde julepakke lige op og ned af hinanden, men det var altså sådan det kunne lade sig gøre i år, hvis vi skulle se begge sider af familien og derfor sådan det måtte være. Dagen i dag fejrer vi hos os, hvilket betyder, at jeg har fået lov til at stå for at dække årets julebord – og det gør jeg gerne!

I år har jeg valgt at pynte bordet med gran, tørrede hortensia (btw, fra egen have – jeg er vild med, at jeg kan hente blomster ind på den måde) og grankogler i forskellige størrelser. Hvis du har fulgt med i min creanistiske julekalender hele december, vil du nok have bemærket, at jeg er vild med juletræer. Derfor er et udvalg af mine keramik juletræer (se her) også kommet med på bordet som pynt. Blomsterdekorationen med de tørrede hortensia, er lavet ved at stikke de tørrede hortensia ind i oasis, der er sat oven på en lysestage. Der er ingen grund til at gøre oasisen våd, så den ville stå og dryppe på dugen (blomsterne er jo tørrede), hvilket betyder, at man kan bruge alternative ting, som for eksempel en lysestage, som opsats. En anden kæmpe fordel ved at bruge de tørrede hortensia er, at dekorationen kan laves flere dage i forvejen, så det ikke er noget der skal laves på selve dagen. Og der er jo ingen grund til at give sig selv flere udfordringer, når man i forvejen kæmper med at få saftig and, sprød flæskesvær og velsmagende sovs sat på bordet.

På tallerkenerne har jeg lagt en papirserviet med et hortensiamotiv, så de matcher blomsterdekorationen. Oven på dem ligger der en stofserviet (købt billigt i IKEA og forresten yderst anvendelige til mange typer borddækning), der er foldet en enkelt gang og herefter rullet. Omkring den har jeg bundet en stjerne, som jeg lavede af det selvtørrende ler, jeg viste for et par dage siden (se her).  Og så ikke flere ord herfra. Nu vil jeg ind og spise mig høj på brunkager og chokolade og fejre jul med min dejlige familie. 

Glædelig lille juleaften,

Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *