Der er ikke lang tid til jul og måske mangler du en julegave? Her kommer et lille tip til en hjemmelavede een af slagsen og oven i købet een, som kan varieres til flere forskellige typer gavemodtagere. I weekenden forsøgte jeg mig nemlig med at lave selvtørrende ler og resultatet blev en rigtig fin lyskugle. Opskriften kommer fra Frk. Hansen (se her) og inspirationen til lysestagen kommer faktisk fra Kählers julekollektion 2017. Se billedet herunder. Jeg har især været helt betaget af lyskuglen og tænkte, at den måtte jeg prøve at duplikere.

Billedresultat for kahler jul 2017

Egentlig havde jeg tænkt, at de to største børn skulle være med til både at lave leret og lege med det efterfølgende, men det viste sig at lerets konsistens ikke var specielt egnet til børn, så da de heller ville lave noget andet, protesterede jeg ikke. Jeg havde en forventning om, at leret ville ende ud som en slags modellervoks, men det hang slet ikke så godt sammen som jeg havde håbet. Det skilte alt for let ad og krakelerede når det blev rullet ud, hvis ikke jeg var meget forsigtig. Måske fik jeg lavet leret for tørt, men jeg synes ikke det hjalp meget, selvom jeg kom mere vand i.

Alligevel lykkedes det mig da at få rullet leret ud og få det bugseret op på en ballon, jeg havde pustet let op og sat i et glas. Leret reagerede lidt ligesom fondant (som de kageglade vil genkende) og formede sig pænt efter ballonens runde form. Desværre var leret for tungt til, at jeg kunne få lavet en pæn rund form og lyskuglen blev mere en halvkugle, fordi der kom revner i den nederste del af kuglen på grund af vægten af leret. Jeg skar bunden af kuglen til med en almindelig sløv bestikkniv (en skarp kniv ville måske have punkteret ballonen) og herefter stak jeg huller i lyskuglen med to forskellige størrelser sugerør. Jeg forsøgte at placere hullerne usymmetrisk, så udtrykket ikke blev for pænt. Lyskuglen tørrede til dagen efter hvor jeg (forsigtigt!) stak hul på ballonen og fjernede den. Jeg har sat et elektrisk lys ind i lyskuglen, da jeg ikke er sikker på hvordan den vil reagere på et rigtigt fyrfadslys.

Efterfølgende lavede jeg desuden små stjerner af resterne af leret med en udstikker form. Dem har jeg tænkt, jeg skal bruge til årets julebord, men mere om det om et par dage, hvor jeg viser borddækningen frem.

Formene lavet med udstikkere kan eksempelvis bruges som julepynt på juletræet og vil man gøre lidt ekstra ud af det, kan man trykke børnenes hånd- eller fodaftryk ned i leret, så det fungere som minder. De vil være perfekte gaver til bedsteforældre. Det er også muligt at lave diverse lysestager, det er bare at bruge fantasien! Jeg synes især, at det med at lave huller i leret fungerer rigtig godt, for så kan lyset slippe ud her og give skønne lysstrukturer på væggen.

Forresten, for at få en pænere overflade på lyskuglen og en mere jævn bund, vil jeg tro, at man kan slibe let på den med sandpapir. Det har jeg dog ikke nået at afprøve.

Jeg håber, du blev inspireret,

Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *