Jep, ingen jul uden konfekt! Det hører sig jo til højtiden, at man spiser sig fuldstændig høj på sukker og alt for meget mad. Men det er jo en tradition, så den skal vi ikke pille ved. I år ville jeg gerne forsøge mig med fyldte chokolader, så det har jeg kastet mig ud i. Jeg har i løbet at året købt nogle chokolade forme i blød silikone. Da jeg begyndte at undersøge, hvordan man laver fyldte chokolader, fandt jeg dog ud af, at hård plast forme ville have været nemmere at arbejde med. Anyway, jeg besluttede at give det et skud alligevel. Jeg tog udgangspunkt i Maja Vases opskrift på fyldt chokolade med saltkaramel (se her) og desuden lavede jeg to ekstra varianter ud fra fri fantasi. Det blev til en chokolade fyldt med lakridsmarcipan og en med hakkede amarenakirsebær (som jeg havde stående fra sidste år) og marcipan. Som man kan se på det sidste billede, har jeg ikke været helt god til at få tilstrækkelig chokolade ud af formene, for der er kommet et tykt lag i toppen. Det må jeg vist liiiige øve mig lidt mere på – hvilket, by the way, er en fantastisk undskyldning for at lave og spise mere chokolade :-).

Da jeg havde mere marcipan i overskud efter jeg havde lavet chokolader, gav jeg mig også i kast med at lave små marcipantoppe. Toppene består egentlig bare af en kransekagemasse, der er rullet i små kugler, vendt i flormelis og så trykket spidse mellem tre fingre, så de kommer til at ligne små Napoleonshatte. De er bagt i ca. 10 min. ved 190 grader – hold øje med dem, da de hurtigt får for meget og bliver brændte.

 

Kram,

Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *