Så er der ikke lang tid til det bliver juleaften. Er du mon kommet i julestemning endnu? Ellers kommer her et tip til, hvordan du med få midler og på kort tid, kan få skabt lidt julestemning derhjemme.

Jeg har simpelthen “tegnet” på væggen med paper tape fra Panduro Hobby. Jeg har lavet en stilistisk juletræsskov i brune og grønne nuancer, men det kunne jo være så meget andet, eksempelvis et julehjerte eller måske kræmmerhuse. Det tog omkring 45 min. alt i alt at sætte op og fordi det er så stort, så giver det øjeblikkelig og stor effekt – og så er det nemt at fjerne igen når julen er overstået.

Jeg er blevet helt vild med konceptet med at lave figurer på væggen med tape. Det er nemt, hurtig og effektfuldt. Så jeg tror, at jeg kommer til at lave noget permanent efter jul på denne væg. Hvad det præcis skal være, ved jeg ikke endnu, men jeg har hele juleferien til at lægge hovedet i blød og komme op med noget sejt! Dog er min foreløbig erfaring med juletræsskoven, at den tape jeg har købt i Panduro Hobby ikke sidde helt godt nok fast på væggen. Især i toppen af juletræerne har den en tendens til at løsne sig, men kan også nemt mases på plads igen. Det gider jeg bare ikke gå og gøre hele tiden, så det er altså ikke en permanent løsning. Til gengæld vil jeg tro, at sort isoleringstape fra byggemarkedet, er det helt rigtige til formålet, så det vil jeg eksperimentere med. Jeg skal holde jer opdateret om udfaldet.

Kram,

Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *