Okay, så nu har jeg i nogle år gået og luret på alle de fine honningkagehuse, der popper op på de sociale medier omkring juletid og sidste år fik jeg endelig taget mod til mig. Jeg måtte også prøve kræfter med et honningkagehus, så det blev årets kreative juleprojekt. Jeg søgte inspiration på Pinterest og fandt denne opskrift på honningkagedejen, som jeg brugte. Dejen blev rullet ud og skåret ud efter en skabelon, som jeg selv havde lavet. Ideen var at lave et kirke-lignende hus. Herefter blev stykkerne bagt i ovnen. Jeg fik givet dem lidt for lidt tid, så de måtte ind af to omgange, men det fungerede nu også okay. Generelt er det nok bedre at give dem lidt for meget end for lidt, så de bliver afstivet nok til at kunne stå oprejse uden at falde sammen. Det er jo også ligegyldigt med smagen, når det ikke skal spises, men bare pynte.

Som glas i vinduerne knuste jeg nogle røde “Kongen af Danmark” bolsjer og lagde i de udskårne huller til vinduer. Jeg synes, de røde vinduer gav et klassisk udtryk, men enhver farve bolsje kan i princippet bruges. Herefter fik de et par minutter i ovnen, mens jeg holdt øje med, hvornår bolsjestumperne var fuldstændig smeltet. Facaderne og tagene blev afkølet og MEGET forsigtigt skåret til med en brødkniv, så alle kanter blev lige.

Alle stykkerne blev dekoreret med Royal icing. Det er en glasur, der er lavet på æggehvider, som størkner hurtigt og bliver meget hård. Jeg fandt bare en tilfældig opskrift på nettet, det var ikke så vigtigt præcis hvilken opskrift det var. Stykkerne er dekoreret ud fra fri fantasi og med forskellige tyller, for at få en blandet struktur. Det er bare med at kaste sig ud i det, det gode ved Royal icing, er, at man forholdsvist nemt kan fjerne det igen (eventuelt med en hårdt opvredet, våd klud), hvis man laver fejl.

Til sidst blev stykkerne samlet, igen med Royal icing. Jeg synes ellers jeg havde været ret præcis med at skære stykkerne ud, men de var alligevel lidt skæve. Dog var det ikke noget der ikke kunne klares med godt med Royal icing (det er vist lidt kageelskerens pandant til gaffatape). For at skabe lidt snelandskabsstemning, brugte jeg også Royal icing til at lave istapper på kanten af taget. Her er det færdige resultat.

En god detajle er, at sætte et lille elektrisk fyrfadslys ind i huset (gerne et hvor “flammen” flakker), så det lyser ud igennem vinduerne. Så kommer de røde vinduer rigtig til sin ret og det er virkelig hyggeligt at have stående om aftenen, når det er blevet mørkt udenfor.

Kram og kagekærlighed,

Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *