Nu kan jeg ikke trække den længere – det er tid til julebag og konfekt! Her er et tilbageblik på sidste års konfekt. Øverst til venstre er det mørk chokolade med kandiseret appelsinskal og mandler. Øverst til højre er det marcipan med lakridspulver overtrukket med hvid chokolade og pyntet med pistacienødder og lakridsgranulat. Nederst til venstre er der en marcipan med kakao, baileys, pomarans og hakket mandler overtrukket med mørk chokolade og pyntet med striber af hvid chokolade. Endelig er der nederst til højre et amarenakirsebær dækket af et lag marcipan og overtrukket med mørk chokolade og pyntet med guldstøv. Jeg laver altid konfekten uden opskrift, tilføjer smagselementerne gradvist og smager til undervejs (hvilket er en herlig undskyldning for at smage en masse). Chokoladen med den kandiserede appelsinskal blev desværre ikke så vellykket som jeg havde forestillet mig, da den var for hård at tygge i, men de andre tre varianter var jeg yderst tilfreds med.

Noget af det jeg godt kan lige ved konfekt er, at det er forholdsvist hurtigt at lave og der er god mulighed for at være kreativ med smagene. Jeg tilføjer ofte likør og forskellige nødder, men også lakrids og sukkersyltede citrusfrugter er sikre hit. Og så er det en god og ofte værdsat værtindegave, hvis man kommer dem i en pæn æske med et bånd om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *